
- Date
- Tid
- 16:00 - 17:30
- Pris
- Adgang: Gratis
- Bibliotek
- 1. Hovedbiblioteket
- Adresse
-
Stemannsgade 2
8900 Randers
Danmark
Da den italienske komponist Ottorino Respighi (1879-1936) var i 30'erne, flyttede han fra sin hjemby, Bologna, til Rom for at undervise på byens konservatorium. Den evige stad gjorde stort indtryk med sine mange smukke scenerier, og i løbet af de næste årtier komponerede han en række tonedigte, hvor han prøvede at omsætte de visuelle indtryk til musik.
I oktoberudgaven af Klub Klassisk er to af disse værker på plakaten, nemlig "Roms fontæner" fra 1916 og "Roms pinjer" fra 1924. Under kyndig vejledning fra Randers Biblioteks musikformidler, Mik Stegger, går vi på opdagelse i Respighis toner for at undersøge, om lyden af Rom faktisk skinner igennem i lytteoplevelsen. Vi skal også finde ud af, om komponistens kærlighed til barokken og renæssancen (samt hans modstand mod den samtidige modernisme i europæisk musik), er hørbar i kompositionerne.
Mik Stegger fortæller historien om Ottorino Respighi og introducerer hans musik på en måde, hvor alle kan være med. Eneste forudsætning er nysgerrighed på klassisk musik. Der er altid kaffe på kanden i Klub Klassisk, der finder sted i Kulturhusets sal. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig via knappen her på siden.