Børnebiblioteket i Randers: Det skal helst være sjovt at læse

Børnebibliotekarerne fra Randers Bibliotek står klar med en håndfuld råd til at gøre den første læsning til en god oplevelse for både børn og voksne.

Af Marie Have Qvist

Cisse Ene Bundgaard Bech

I uge 33 starter hverdagen for alvor for de fleste skolebørn, og særlig stort er det jo nok for dem, der starter i skole for allerførste gang. Der er meget at forholde sig til; en ny rytme i hverdagen, nye rammer, nye kammerater og nye voksne. Og, nå ja, så er der alt det, man skal begynde at lære. 

”Læsning er en af de vigtigste nøgler til læring, og derfor får vi besøg af en del forældre, der gerne vil have gode råd til den første læsning med deres børn. Det handler nemlig mindre om lixtal, end det handler om læselyst og læseglæde,” siger Cissel Ene Bundgaard Bech, børnekulturformidler på Randers Bibliotek, og tilføjer:

”Derfor er det blandt andet en god idé at tage børnene med på biblioteket for at vælge de bøger, de gerne vil prøve at læse. Vi har et stort udvalg af letlæsningsbøger i mange forskellige niveauer, og emnerne spænder bredt fra det sjove over det søde til det let uhyggelige.”

Børnebiblioteket har samlet en håndfuld gode råd, der kan gøre læsningen både lettere og sjovere for børn og voksne. Mange af rådene er lige så anvendelige for børn i de større klasser, der stadig skal have støtte til læsning.

  1. Lån en god stak af bøger med hjem, så der er noget at vælge mellem.
  2. Find bøger med emner og/eller illustrationer, der tiltaler barnet. Når børnene er lidt ældre så husk, at tegneserier også er bøger.
  3. Prøv fem-finger-reglen: Lad barnet læse første side og tæl på fingrene ved hvert ord, barnet enten ikke kan læse eller forstå. Hvis der ikke er nogle fingre løftet efter første side, er bogen nok for let. Hvis alle fem fingre er løftet, så er den nok for svær. Et sted midt imellem er godt.
  4. Skab hygge omkring læsningen med hyggelige rammer og eventuelt lidt snacks.
  5. Læs sammen med dit barn. Vælg en bog, du godt kan lide og fordyb dig i den, så du viser dit barn, at det er rart at læse. 

Kig forbi biblioteket og eller Randersbib.dk for inspiration til gode og sjove bøger.

Netop tanker om skolestart fylder meget for de børn, der nu har sagt farvel til børnehaven og goddag til livet i 0. klasse, men det er der heldigvis skrevet rigtig mange gode og sjove bøger om, som I kan læse sammen.

Skolestart med kendte venner og klassikere

Bogen samler tre sjove historier om at starte, eller gå i skole med blandt andre Alfons Åberg, Vitello, Villads fra Valby og Frode og alle de andre rødder. Historierne er alle enten korte, eller uddrag af længere bøger og egner sig perfekt til højtlæsning for de 6-årige som selv skal begynde i skolen.

Sidste sommer i børnehaven

Hvert kapitel er en selvstændig historie i Josefine Sundströms søde hverdagsnære bøger om Saga, og i ”Saga på eventyr - balladebanan, fine sko og en møgirriterende superhelt” handler det sidste kapitel om Sagas allersidste sommerfest i børnehaven. 

Endelig, endelig skolestart!

Igennem de to stærkt anbefalelsesværdige bøger ”Karen begynder ikke i skole” og ”Karen begynder næsten i skole” har Karen ventet utålmodigt på skolestart, og nu er den her - endelig! Det er bare ikke, som Karen havde forestillet sig, for der er mange store børn, og hvornår skal de egentlig lære noget’? De holder frikvarter, leger navnelege og de voksne siger, at 0. klasse handler om at lære at gå i skole. Men hvordan gør man det? Karen vil gerne i gang nu, så hun laver en liste over ting, hun må kunne.