Relationen til en far er i sin natur noget, de fleste kan forholde sig til. I litteraturen vrimler det med fremstillinger, der rummer alt fra dyb kærlighed til stor smerte - og som giver genlyd hos læserne på forskellig vis. 

"Når man læser om faderrollen i litteraturen, så har man mulighed for at blive klogere på sin egen rolle som far - og måske mere bevidst om, hvad man selv kommer fra. Det at være far er jo en dynamisk ting, der udvikler sig gennem hele livet i takt med, at børnene bliver ældre. Det er noget, man altid kan reflektere over," siger Henrik Gadegaard, udviklingskonsulent på Randers Bibliotek og far til tvillingerne Eskild og Laurits på 16 år.  

Det konfliktfyldte faderopgør

Den autofiktive bølge har sat skub i et voksende antal udgivelser, der tager udgangspunkt i den personlige fortælling. Udgivelserne går tæt på forfatterens eget levede liv og rummer i en del tilfælde behandlingen af den nære og svære forbundethed med en far. Når vi selv bliver forældre, bliver der sat lys på de rollemodeller, vi er opvokset med. Men hvad gør man som far, hvis man ikke har en rollemodel at spejle sig i?

Litteraturens nye fædre

Et nyere spor i farlitteraturen er den nærværende far, der beskriver den ikke altid idylliske hverdag i småbørnsfamilien. Sporet kan ses som en parallel til den af-romantisering af det at blive forældre, som har været en tendens i moderskabslitteraturen i de seneste år. Der er mangel på søvn, skrøbelighed, opgør og forsoning på spil, når den moderne far kommer til orde i litteraturen.